Er det noget du tror du ved eller noget du ved du ved. Der er ligeså mange verdner, som der er væsner. En fisk har f.eks. en verden som kun består at vand. Hver en verden udspringer fra hver hjerne der kan opfatte, og er bygget op om det hjernen kender.
Menneskers verdener er større end dyrs, fordi vores verden er et mix af det vi kender, og det som ligger i vores fantasi. En fantasi – eller en visualisering om man vil – som sker ud fra det, vi får fortalt og som vi tror på. Vi hører jo mange ting, og hvis vi forstiller os, at hver gang vi hører noget, så er det som om vi får tilbudt en brik til vores samlede puslespil af vores private verdensbillede. Nogle gange siger vi ja tak til brikken og lægger den til billedet og andre gange siger vi nej tak for den passer ikke ind i det vi i forvejen mener.
Derfor er vores verdensbilleder så forskellige, og det giver ingen mening at diskutere, hvis billede der er mest rigtigt. Den del af vores verden, som tilhører det vi selv har oplevet må være ”noget vi ved vi ved” medens resten kun kan være ”noget vi tror vi ved”.
Jeg synes, jeg oplever rigtig mange diskussioner for øjeblikket, som opstår ud fra ”noget vi tror vi ved”, men kæmpes i en verbal kamp, som om det er ”noget vi ved vi ved”. Jeg tænker det har skabt krige gennem generationer – men det er jo kun ”noget jeg tror jeg ved”.
Hvis vi husker at ”noget vi tror vi ved” ikke er ”noget vi ved vi ved” vil det give plads til at lytte og undres.
0 kommentarer