p-Ungbo Odense
Sidder du med en ung som:
- er mellem 15-22 (aflastning fra 14)
- du søger en botræning til
- ikke kan bo hjemme
- er for ung/umoden til at bo selv
- ikke er egnet til alm opholdssted eller familiepleje
- har brug for voksne i nærheden
- har brug for at blive vækket om morgenen
- ikke er kriminel
- ikke tager stoffer
så tilbyder vi bolig til unge. Vi er et botræningssted godkendt efter § 43, stk. 1, nr. 6, jf. stk. 3 § 107 og § 84, hvor vi har værelser i H.C. Andersensgade, hvor køkken og bad deles med 1-2 andre unge. Lederen bor selv i stueetagen i nr. 22 og der er flere voksne tilknyttet stedet.
Målgruppen er unge, som har problemer der gør, at de ikke kan bo hjemme, og som er for uselvstændige til helt at klare sig selv.
Vores pris gradueres/justeres op og ned i forhold til den unges behov, ved at supplere grundtaksten med en-til en timer alt efter den unges behov. F.eks. ved indflytning af utryg ung for at skabe relation ved at bruge timer en-til-en, eller for at lære byens tilbud at kende – sport/fritid, for at træne social angst i byen, for ekstra hjælp til rengøring, hvis den unge ikke selv kan blot ved vejledning etc.
Kort beskrivelse
Den unge får støtte i at få dagligdagen til at fungere. Det kan være alt fra snak om store som små problemer til hjælp af indkøb/økonomistyring. Det kan være støtte til at skole/praktik/arbejde overholdes. Det kan være læring om respekt for naboer/sambo og at overholde almindelige regler ved lejebolig osv.
Denne bomulighed giver den unge en mulighed for, at sluses ud i samfundet uden total overvågning, men også uden at blive ladt alene. Der er daglig kontakt – kortere eller længere efter behov- og vi har altid fingeren på pulsen, og ved hvad de laver. Vi kan eksempelvis følge med i hvem den unge omgås, om den unge passer skolen/praktik osv. og vi hjælper den unge til selv at finde balancen i livet, og vælter den unge hjælper vi ham eller hende op at stå igen.
Den unge mødes med empati og rummelighed, og med positiv forventning ønsker vi at lære den unge at tage ansvar for eget liv.
Ofte har vi et godt forældresamarbejde, og vi vil gerne – med respekt for at vi er her for den unge – arbejde positivt for, at der skabes/genskabes en god kontakt mellem den unge og dennes forældre.
Når der ikke længere ønskes så tæt støtte, kan vi følge med den unge ud i den næste bolig, hvor der sker en udfasning af støtten. Det er den unge selv, der med støtte skal finde en ny bolig.
Fuld Beskrivelse
Ungbo-Odense ”Hos Hanne Lynge”
MÅLGRUPPE
Unge mellem 15-22(ved aflastning 14)
- som har et ønske om at bo selv, men hvor det vurderes, at der er brug for botræning, for at få den unge til at fungere selvstændigt.
- som ønskes i et afklarende forløb pga tvivl om den unges funktionsmæssige niveau både skolemæssigt og socialt.
- som har brug for at træne i at relatere på en ordentlig måde til nye jævnaldrende. Eksempelvis ensomme, mobbede og dermed udstødte unge.
- som ikke kan bo hjemme pga. familiemæssige problemer.
- som har brug for støtte og grænser til selv at overtage og leve efter de lærte rammer og grænser fra hjemmet, institutionen eller plejefamilien.
- som har brug for træning i at styre sin økonomi.
- som trætte af regler og pædagoger, men som dog stadigvæk brug for voksenstøtte hvor der er voksne, som de kan komme og gå hos i et naturligt flow i løbet af dagen.
BESKRIVELSE
Fysiske rammer:
Ungbo-Odense består af to byhuse i H.C. Andersens Gade. Nr. 22, og nr 6. De er beliggende i et fredeligt attraktivt miljø i centrum af Odense kun 5 minutter fra gågaden. Gaden har et sammenhold og holder hvert år loppemarked og gadefest. Alle kender hinanden, og der er en varme og tryghed i området, samt et fælles ønske om at det bevares.
Nr. 22:
Lederen bor selv i stueetagen og der er andre voksne tilknyttet stedet. På første salen er der en lejlighed med 2 værelser, hvor der er fælles køkken, bad og toilet. Det ene værelse kan bruges til overlap, da det ikke er så stort som de andre. I lejligheden der dele vaskemaskine/tørretumbler. Der er internet og TV. Værelserne har tøjskab og resten skal etableres til den unge, som tager det med sig, når de flytter ud i helt egen bolig.
Nr: 6
I stueetagen er en dejlig lejlighed, som vi bruger til at tilbyde morgenkaffe og eftermiddagskaffe og hvor vi har fælles spisning en gang ugentligt. De unge opfordres til at deltage i tilberedelsen for at maden for evt at lære at lave nye retter. På førstesalen er der tre værelser med eget køkken og fælles toiet/bad. Værelserne har tøjskab og resten skal etableres til den unge, som tager det med sig, når de flytter ud i helt egen bolig. Der er vaskemaskine og tørretumbler.
VÆRDIGRUNDLAG:
Vi tager udgangspunkt i den enkelte unge. Vi er autentiske voksne, som møder den unge ligeværdigt. Vi er rollemodeller, og vi spejler den unge, så han/hun får øje på sig selv og egne mønstre. Vi tror på, at den menneskelige udvikling foregår i samspil og i relationer til andre mennesker. Derfor har vi skabt et sundt ungemiljø, hvor den unge bor selv, men har mulighed for lettere at søge ud af ensomheden, og hvor den unge har mulighed for at kontakte en voksen. Vi ønsker og tror på, at unge hos os udvikler sig til modne selvhjulpne mennesker, der via uddannelse og arbejde kommer til at bidrage til vores fælles samfund.
Deres udvikling til voksne mennesker med tro på sig selv kommer igennem selvindsigt, accept og forståelse af sig selv og det de indeholder. Vi ønsker, at den unge med støtte og spejling, selv sætter rammerne for hans eller hendes måde at få en selvstændig tilværelse på. Støtten tilpasses til hver enkelt, så den unge dermed kan føler sig tryg, idet den unge kun via tryghed kan modtage ny lærdom og dermed vokse. Enhver angst skaber behov for kamp, flugt eller gør lam og vil forhindre en sund udvikling. Naturligvis vil der være situationer, hvor den unge ikke har sin løsningstrategi på plads og det er her vi støtter og rådgiver i dagligdagen.
Vi voksne er i “nødstilfælde” tilgængelige døgnet rundt, men vi er ikke på som “nattevagt”. Vi har ikke ansvar for den unge, som en døgninstitution har overfor deres anbragte. Det betyder bla., at den unge skal lære at udsætte sit behov for kontakt sent om aftenen og om natten, medmindre det er meget vigtigt. Det betyder ligeledes, at der ikke altid er nogen voksne i fysik nærhed, men den unge kan fange en af os i løbet af kort tid på telefonerne.
Vi tror på, at den unge får mest udbytte af samtaler med os voksne, når han eller hun selv kommer os og er motiveret. Derfor arbejder vi på den gode relation, så den unge selv søger os. Vi kan arbejde terapeutisk med de unge, hvis sagsbehandler, og den unge ønsker det.
MÅLSÆTNING:
Hos ”Hanne Lynge” er målsætningerne:
- at den unge lærer at bo selv og tage det ansvar der følger med det. Dvs. vi lægger stor vægt på, at den unge passer skole, uddannelse eller arbejde.
- at den unges hjem holdes ordentligt og rent.
- at den unge lærer at respektere den sambo de deler køkken/bad med, så deres base er i orden.
- at den unge lærer at styre økonomien og handle fornuftigt ind.
- at den unge lærer fornuftig social omgang med sambo, naboer, klassekammerater osv.
- at den unge når de individuelle mål der er beskrevet i handleplanen fra sagsbehandleren.
- at de unge lære at husker deres individuelle dagelige gøremål.
Ungbo-odense udarbejder statusrapport hvert halve år ud fra handleplanens opgaver.
METODE:
Selvværd og selvtillid.
Vi voksne arbejder ud fra en anerkendende tilgang (*1) til den unge, samt en holistisk funderet tankegang (*2) Vi møder den unge, der hvor han eller hun er, og giver den unge plads til at komme til os, når der har brug for det. Den unge kan komme til os med små og store problemer. Vi træner den unge i en ofte lidt overset værdi nemlig evnen til at ”smaltalke”, som er indgangen til kontakt til andre mennesker, og vi kan også arbejde på det helt dybe niveau, hvor vi f.eks. bearbejder fortiden, hvis den står i vejen for fremtiden.
Vi arbejder med at få den unge til at tro på sig selv og på egne evner, som er nødvendigt for at kunne opnå ønskede mål om uddannelse og et godt liv. Vi forsøger at udfordre den unge lige tilpas til at mærke succesoplevelser, som skaber grundlag for næste succes. Denne passende udfordring kan vi give ved at kende den unges daglige rutiner og vaner samt tanker og følelsesliv.
*1 1. Selvafgrænsning. 2 Oplevelsen af retten til at være sig selv. 3 Tilkendegivelsen af begge perspektiver.”
*2 Et holistisk menneskesyn tænker på “det hele menneske” og betragter mennesket ud fra synspunktet: at et menneske kun kan fungere, hvis det tager alle menneskets behov i betragtning.
Den unges forpligtelser
Vi holder et vågent øje med, om den unge passer sine ting, som er af vidt forskellig karakter. Vi anser det for vigtigt, at den unge udfører sine forpligtelser, da hjernen skal trænes til selv at beslutte det, selv når der ikke står en forældre eller pædagog og vækker dem hver morgen. Dog skal det siges, at den unge kan bede om hjælp til at blive vækket. Vi arbejder på at undgå, at den unge dropper ud af uddannelsessystemet. Dvs vi taler med den unge om hvilket konserkvenser udeblivelser kan have, men det er den unges egen beslutning og i sidste ende en sag mellem skolen og eleven. Vi kan dog være massivt støttende ved at have tæt kontakt med skolen, praktikplads osv. hvis det ønskes.
Hjemmet
Den unge støttes i at holde hjemmet rent og pænt. Den unge skal selv købe ind, lave mad og gøre rent. Hvis en ung har brug for hjælp til fornuftigt indkøb og madlavning arrangeres dette, hvis den unge selv ser et behov for det. Hvis det viser sig, at en ung ikke selv får gjort tingene, forsøger vi voksne gennem samtale og motivation at få den unge til gøre rent og rydde op, dels for at få en anstændig tilværelse og dels for at beskytte lejlighederne mod at blive slidt ned.
Vi har ganske almindelige husregler, som der er i enhver boligblok. Der skal være ro kl 23 i hverdagene og kl 01 i weekender. Der er begrænsning på antal gæstedage osv. Vi har overvågningskamera på indgangene, idet det virker præventivt mod ubudne gæster, og fordi de unge selv har bedt om det for at føle større tryghed.
Det sociale
Den unge støttes i at have gode relationer. Det kan være med andre unge fra huset eller med deres omgangskreds fra skole eller andet. Vi har opbygget et sundt ungdomsmiljø, uden misbrug og kriminalitet, men udover det er de unge meget forskellige.
De fleste af de unge, som bor her, er pga. alderen samt en forskelligartet men ofte utryg opvækst følsomme overfor sladder samtidig med, at de selv er sladrende. Vi støtter de unge i at få tingene sagt til hinanden på en ordentlig måde, hvis der opstår uoverensstemmelser, og vi støtter dem i at stå op for sig selv, samtidig med at de lærer rummelighed overfor andre. På den måde trænes de i senere f.eks. at kunne bo på kollegie med andre. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at vi som kontaktpersoner til flere unge skal overholde tavshedspligten.
En del af de unge er ensomme og har svært ved selv at henvende sig til de andre unge, for at skabe nye bekendtskaber. Nogen gange tilbyder vi – ligesom på kollegier – hyggeaftner, som de unge dog helt selv bestemmer om de vil deltage i.
Vi støtter den unge i at finde gode venner. Vi ønsker ikke, at misbrugere og kriminelle kommer i husene, så det begrænser ofte, at den unge udvikler sådanne venskaber.
Økonomi
I den unges bank oprettes egen nemkonto, en opsparingskonto samt en budgetkonto, så den unge lærer at styre økonomien. Vi aftaler økonomistyring således den unge støttes i at få betalt regninger og derefter får madpengene delt ud i mindre portioner indtil de har vænnet sig til, hvor langt deres penge rækker. Den unge får et samlet månedligt beløb efter de gældende regler, som skal dække mad tøj osv. Hvis de unge får SU eller uddannelseshjælp, løn e.lign kan de af kommunen sættes i egenbetaling til husleje og mad/tøj/lommepenge, hvilket sagsbehandleren aftaler med den unge.
Forsikring
De lovpligtige forsikringer samt ekstra forsikringer efter anbefaling fra LOS.
Offentlige papirer o.lign.
Vi lærer og støtter de unge i forhold til skat, ansøgning om SU, ansøgning om uddannelseshjælp, afvikling af evt bøder, afdragsordning på gæld, indmeldelse i boligforeninger, buskort osv. osv.
Den unge hjælpes med, at få styr på alle de vigtige ting, men vi arbejder hen imod, at den unge skal gøre det selv. I starten hjælper vi meget og kan tage en del styring, da en del af de unge ellers ofte havner i uoverskueligt kaos. Når den unge hen ad vejen får mere erfaring i at bo selv, overlader vi mere og mere til den unge selv, hvor vi står i baggrunden, og så vidt muligt kikker ham eller hende over skulderen og holder øje med, om tingene bliver gjort. De vigtige datoer omkring 18 års alderen f.eks. i forhold til SU, uddannelseshjælp, sidste tandlægetjek osv. holder vi ekstra øje med. Den unge får den hjælp, de ønsker, til selv at opfylde, de mange nye krav, der opstår efter 18 års dagen.
Møder
Den unge ønsker ofte, at en af os voksne tager med til møder forskellige steder. Det kan være på kommunen, på sygehuset, på psyk, til læger og speciallæger, til tandlæger, til OUUvejleder osv. Det gør vi i den udstrækning, vi mener, det er nødvendigt, og langsomt trækker vi os ud af det, når de nærmer sig tilstrækkelig modenhed til selv at kunne. Vi er dog i tæt samarbejde med sagsbehandlerne, da det er dem der i sidste ende har ansvaret for handleplanen, som vi følger.
Sorg og omsorg
De unge der bor hos os, bor her fordi de ikke kan bo hjemme hos forældrene. Det er ofte en stor sorg for de unge. Vi er her for dem i deres sorg og savn, som kommer til udtryk ved diverse former for opmærksomhedsadfærd, sorte tanker, angst osv.
De unge har brug for voksne og vi bruges som kompensation, der hvor forældrene ikke magter at opfylde de unges behov. De unge har brug for en voksen der rummer dem 100%. En som de kan dele alt med. En voksen som de kan få fat på indenfor relativ kort tid. For selvom vi træner dem i at blive voksne, er det stadig også “børn”, vi arbejder med. Det tager tid at opbygge den tillid det kræver, men hvis de får den, deler de alt med os. De taler med os om drømme, fremtiden, fortiden, oplevelser, følelser, venner, skole, kærester, sex ja alt det, som forældre taler med deres børn om. Og en del af dem afslører en fortid, som de har holdt hemmeligt på grund af skyld og skam. De unge kommer til os, når de har brug for at blive holdt om og holdt af. De her unge har ofte ikke andre stabile end os.
RESUME
Den unge skal lære at bo på eget værelse, og den bedste måde at lære det på er at gøre det og få støtte til at håndtere det. De unge der bor hos os, er meget forskellige og har forskellige baggrunde og problemstillinger. De vil gerne klare sig selv, men alligevel føler de sig meget utrygge, når de skubbes ud i det. De er ofte uvidende og har en uhensigtsmæssig løsningsstrategi. Det kan til tider skabe konflikter med os, når vi forklarer, hvad de skal gøre i stedet for at gøre det for dem. Den unge kan føle at ”ingen gør noget for mig”. Nogle unge kan føle det som en afvisning, men vi mener, at den unge kun lærer at gøre tingene og tage et ansvar, hvis vi holder fast i det. Vores opgave er at skabe balance og tillid til, at de kan selv, og det gør vi ved hjælp af vores metode. Anerkendelse og Flow (*1)
Vi bruger meget tid på at forklare sammenhængen i at være voksne og det medfølgende ansvar. Og dette er omdrejningspunktet jævnfør vores målsætning. Tidsmæssigt er det ofte mere krævende, end hvis vi selv lige gjorde tingene for dem. Vi skal følge den enkelte unge, i de opgaver han eller hun har, og efterfølgende holde øje med, om opgaverne bliver udført. Ofte har den unge ikke fået gjort det, og så må vi konfrontere dem igen og nogle gange igen og igen.
Vi bruger også tid på, at forklare hvordan hele vores samfund hænger sammen, og hvordan de selv er en del af det. Vi hører ofte på, at de kritiserer systemet og sagsbehandlerne, naturligvis fordi de selv har det svært. Vi mener, det er vigtigt, at de unge får øje på, hvilken brik de selv er i det store Danmarksspil, og hvor meget hjælp systemet rent faktisk yder dem. Vi diskuterer det ligeværdigt og sagligt med dem, når vi taler med dem om sagsbehandlernes beslutninger. Vi håber derigennem, at kunne motiverer dem til at rejse sig og blive en ansvarlig samfundsborger med overskud til at hjælpe andre i fremtiden via uddannelse og job og dermed skatten til den fælles pengekasse.
Vi adskiller os fra et almindeligt opholdssted, idet vi mødes når der er noget at tale om, problemer og opgaver der skal løses osv og efter det går vi hver til sit. Vi har en fælles hyggestue som er åben til morgenkaffe og eftermiddagskaffe hvor de unge kan søge om hjælp. Hvis de unge foretager sig andet sammen, er det fordi de selv laver aftaler det. Ungbo-odense kan også arrangere noget hyggeligt sammen med de unge, hver for sig eller sammen.
Vores force er at vi gennem terapeutisk uddannelse og erfaring er gode til at møde den unge individuelt og tilgodese den enkeltes behov og ønsker, så vi er rummelige i forhold til forskellighed.
(*1) Flow optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Et godt Flow er der, hvor energien flyder frit. Der hvor udfordringerne er passende til at være sjvoe og spændende. “Mihaly Csikszentmihalyi” Flow. Optimaloplevelsens psykologi, Dansk Psykologisk Forlag, 2005.
Tak!
Ungbo-Odense består af to byhuse i H.C. Andersens Gade. Nr. 22 og nr 6.
Beliggende i et fredeligt attraktivt miljø i centrum af Odense kun 5 minutter fra gågaden, og der er en varme og tryghed i området, samt et fælles ønske om at det bevares.